Profetien om de bortkomne manuskripter

Her på disse kanter kender jeg et par velklædte og velopdragne mennesker. Vi hænger ud sammen, og de er uden sammenligning mine bedste venner. Jeg kom som tilflytter, men disse mine venner var allerede venner. De bød mig ind i deres fællesskab, hvori jeg blev optaget; jeg opdagede straks, at det var som om, jeg altid havde hørt til hos dem. I sensommeren skete der så det, at en komet ramte mit haveskur. Men mine venner var hos mig. De var der lige fra begyndelsen. Begyndelsen på enden. Enden for mig. Mig og mit haveskur.

Haveskuret var alt, jeg havde. Hele mit liv lå i det skur. Alle mine skuespil, som jeg havde skrevet gennem tiden, havde jeg opbevaret hos mig i skuret. Da kometen ramte, var jeg ude for at hente avisen – da jeg kom tilbage, var jeg selv blevet forsidestof.

Alle ville høre min mening om alting. De mente, jeg var udvalgt. Men jeg har aldrig været en veltalende mand. Mine venner var der for mig. De stillede sig frem i deres uldne habitter og rudeternede veste, og de sagde alt det, som jeg selv ville have sagt, hvis jeg havde haft evnerne til at udtrykke det så fint og velopdragent som dem, så høvisk og højstemt og saligt og lystligt og fromt og frækt og forvirrende – kækt – og fjollet og sobert og sjofelt og fantastisk og flabet og flirkende frejdigt og friskt og frastødende, flækkeren, bare mega flækkeren – for alvor.

Og sådan som de sagde det, så tænkte jeg: godt, det var dem og ikke mig, der skulle udtale sig, og jeg tænkte på alle de flotte blomster, som jeg havde fået som erstatning for mit skur, og jeg tænkte, at jeg ikke kunne bo i et blomsterbed, men at jeg alligevel ville gøre forsøget, men netop da rakte den bedste af vennerne sin hånd frem, og det var midt i et stort opsat tv-interview, direkte fjernsyn, bedste sendetid, og jeg fik en mikrofon stukket i hånden. Jeg havde lyst til at fortælle om mit nye blomsterbed, men der gik ikke lang tid, før jeg skulle svare på et spørgsmål, og spørgsmålet var: ”Vil du nogensinde kunne blive dig selv igen, nu hvor du har mistet alle dine skuespil, dine digte, dine essays, dine samlede værker, som du havde opbevaret inde i dit skur?”

Der gik et øjeblik, hvor alt stod stille. Så mærkede jeg vægten af mange års spildt arbejde. Igen så jeg for mit indre blik mine mange komedier og tragedier i klassisk stil, mine formbrydende eksperimentalværker, og mine lyriske kammerskuespil; jeg så dem lagt ud på mit stuegulv i skurets nordlige hjørne. Jeg så hvor omfattende disse manuskripter var i deres mængde og omfang (for ikke at nævne den ufatteligt høje kvalitet). Jeg observerede først de skarpe komedier, hvor jeg skød med satiriske pile imod mine politiske rivaler ved at give dem narrehatte på og grimt tøj, så alle kunne se dem på samme måde, som jeg ser dem.

Så flyttede jeg blikket mod mine storslåede tragedier, hvor jeg med usigeligt stor snilde indfangede tidsånden og gav den et gennemsnitsmenneskeligt ansigt – jeg har altid haft en sjette sans for det gennemsnitlige – og jeg formåede i mine tragedier for det meste at male med den brede pensel, især i mine sympatiske menneskeskildringer, men også når det gjaldt det teatralske baggrundslærred, altså den episke fortælling, den store historie, hvori de små historier også udspiller sig.

I min senere ungdom bevægede jeg mig væk fra den klassiske stil. Jeg måtte prøve noget helt nyt. Så jeg brugte min brede pensel til at male en surrealistisk baggrund, at skabe en illusorisk virkelighed, hvor alt kan ske, og hvor alt vil ske, men komprimeret, som en konservesdåse med ubestemmeligt fiskeindhold. De fleste værker fra den tid blandede den spontane poesi med det mytiske og barokke, en slags opsvulmende konfrontalteater. Stilarter blandedes, og genrer krydsedes, men i sidste ende fik jeg kun opført meget få af mine stykker fra denne tid.

Jeg lod så mine indre øjne falde på den sidste store bunke, mine lyriske suiter, alle skrevet til et meget lille publikum. Meningen var, at der skulle være lige så få publikummer, som der var skuespillere. Det var en produktiv periode i min skrivning, hvor jeg arbejdede tæt sammen med mange små skuespillertrupper. Faktisk er det ikke længe siden, at jeg overståede denne i grunden ganske lange fase, og jeg har været uinspireret i tiden siden.

Jeg betragtede nu alle mine værker, og jeg så de mange sorterede stakke med løse noter, idéer, dagbogsskriblerier, skitser til karakterskildringer, digte, ja, og så mine essays, som jeg havde været tæt på at sende ind til et sandsynligvis interesseret forlag, men som jeg havde ladt ligge i skuret sammen med alt det andet.

Til sidst så jeg kometen – ja, jeg så den jo ikke, da det skete, men jeg så det for mit indre blik – jeg så kometen, jeg så den ramme skuret og presse det til bristepunktet, jeg så mit skur fyldt til bristepunktet med mine maleriske teaterstykker og andre morsomme, alvorlige, dybe, kloge og gode tekster af forskellig art; jeg så det hele gå op i røg og omkomme, omkomme med stor hast. Jeg så den hast, som det hele skete med, den farlige komet i ødelæggende hastighed, de brasende vægge, skurets bristepunkt, de mange papirers destruktion. Så tænkte jeg nej.

Nej nej nej, tænkte jeg. Nej nej nej, nej nej nej, nej, tænkte jeg. Nej nej nej nej, tænkte jeg. Nej nej nej, tænkte jeg. Jeg tænkte nej nej, nej nej nej. Jeg tænkte nej nej. Igen og igen tænke jeg nej, nej. Jeg tænkte nej mange gange. Jeg tænkte nej, ordet nej, jeg tænkte nej igen, jeg tænkte bare på dette ene ord igen og igen. Nej, tænkte jeg, jeg tænkte nej mægtigt mange gange. Men så sagde jeg lige ind i mikrofonen:

”NEJ!” sagde jeg. ”Jeg bliver aldrig mig selv igen. Jeg har heller aldrig været mig selv, men det er selvfølgelig ikke det, der er sagen her. Jeg har opdaget, at mit skur og mit livsværk er gået op i røg. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme på fode igen. Mine idéer var alle arrangerede og kategoriserede efter genre. Alt var i den skønneste orden, indtil kometen kom. Nu kommer jeg aldrig til at genlæse mine mange værker, og ingen vil nogensinde se disse skuespil blive opført.”